Troede du kun det var biler, der var selvkørende? Tro om igen

Snart er det ikke længere kun Tesla, som kan blære sig med, at deres biler kan køre af sig selv. Segway Ninebot er nemlig på vej til at revolutionere industrien for el-løbehjul, når de lancerer deres KickScooter T60, som ganske rigtigt er selvkørende – men nok ikke helt på den måde, som du forestiller dig.

Selvkørende uden passagerer

Det er de færreste, som ville føle sig tryg på et selvkørende løbehjul. Sammenlignet med en bil er sikkerheden markant mindre, og passageren er mere blottet for ulykker. Det er dog heller ikke formålet med Segway Ninebot T60.

Løbehjulet kommer nemlig kun til at være selvkørende, når der ikke er passagerer med. Hele formålet ved denne feature er nemlig, at gøre el-løbehjul bedre til at pendle med. Måden det fungerer på er, at når du har nået din ønskede destination på et Ninebot T60, så vender el-løbehjulet efterfølgende tilbage til den ladestation, det kom fra.
Kan kende forskel på rødt og grønt

Ninebot T60 er noget for sig. Det kan nemlig fjernstyres vha. AI-teknologi og er ligeledes udstyret med kamerasensorer, som hjælper el-løbehjulet med at identificere mennesker eller objekter på cykelstien.

Disse kamerasensorer har også til formål at assistere T60 med at vurdere, om trafiklyset er rødt eller grønt, så der ikke opstår nogen ulykker.

Pendler-løbehjul kan komme tilbage til København

Måske har du bemærket, at du ikke længere ser el-løbehjul på ethvert gadehjørne i København. I Oktober 2020 trådte der en lovgivning i kraft, som forbød dele-løbehjul i størstedelen af København. Dette skyldes primært at de lå og flød alle vegne i gaderne samt i træer og kanaler.

Et selvkørende løbehjul, som returnerer til sin ladestation, kan være løsningen på dette. Så måske ser vi snart dele-løbehjul vende tilbage til København. Du får heller ikke noget problem med at genkende Ninebot T60, da løbehjulet er udstyret med hele tre hjul og kommer i et hvidt, elegant design.